fredag den 21. november 2014

Brevet til mine fremtidige børn

Kære skønne dejlige unger

Ligenu ved jeg ikke, om I nogensinde bliver til. Vi har kæmpet i snart 6 år for at få bare én af jer, men lige lidt hjælper det.

Det er såmænd ikke jeres far, den er gal med. Det er mig. Jeg har en autoimmun stofskiftesygdom i den lave ende. Og flere år med en medicintype, som jeg ikke havde et godt velvære på, uregelmæssige cyklusser, aborter, osv. har gjort sit for at fjerne håbet om nogensinde at holde hver og en af jer i vores arme.

Vi har været udsat for en specialist, der ikke tog os seriøst, når vi fortalte, hvor dårligt, jeg havde det. Det var den første specialist, jeg var hos. Hun så ingen håb for mig ift. at tabe mig og blive mor. Det mente hun, jeg bare måtte affinde mig med aldrig at opnå. Vi var knuste. Jeres far var rasende. Vi kom aldrig hos den specialist igen. Desværre var det ikke det eneste sted, sundhedsvæsenet forsøgte at slukke vores håb og drømme om en familie fuld af kærlighed. En endokrinolog, to gynækologer og utallige praktiserende læger har dømt mig ude som god rugekasse.

Det føltes som om ingen i det danske sundhedsvæsen ville mig. Ville jer. Jeg var uønsket - ligeså meget som I var. Altsammen fordi disse fagpersoner ikke tog sig tid til at høre mig. Se mig. Eller at undersøge til bunds.

Ind til en dag jeg mødte en kvinde, som havde en erfaring, der gav mig håb. Jeg havde endelig fået en lyttende praktiserende læge, som var åben for at finde ud af, hvordan jeg kunne hjælpes. Denne læge kunne godt se, jeg ikke havde det godt. Min læge sendte mig videre til en ny specialist, som virkelig ændrede mit livs retning. Og jeres fars. Nu er der håb.

I er endnu små sjæle fyldte med kærlighed derude et eller andet sted. Og jeg elsker jer allerede! I venter blot på, at min krop er klar til at lade jeg vokse og gro inde i min mave. Efter kun et halvt år på naturlige stofskiftehormoner blev min cyklus regelmæssig og normal. Vi kunne endelig begynde at håbe igen. Nu er der gået et år med regelmæssige cyklusser på præcist det samme antal dage hver gang... nu tror vi ikke, der er længe før vi ses! Vi kan kun håbe.

Kære skattebasser. I er dybt ønsket. Vi håber på at få jer alle fire, men må indrømme at efter denne hårde kamp er vi lykkelige såfremt det lykkes os at få en af jer.

Til vi ses .. forhåbentlig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar